Opdatering på baggrund af OGL

Hold nu op en opvågnen vi har haft…

Vi gik og troede, at vores bøger var rimelig tæt på at være klar, men så kom Wizards of the Coast (WotC) med deres nye OGL.

Vi har både skullet forstå og forholde os til hele OGL-problematikken og hvordan den rullede ud, hvad det betyder for os, og vores eget system.

Til de, som ikke har lyst/tid til at læse forklaringen, er her en kort opsummering:

  • Grundet udmeldingen fra WotC om en potentiel ny OGL 1.1, er det for risikofyldt at udgive under denne OGL.

  • Derfor er vi i gang med at ændre dele af vores system, så vi ikke behøver OGL. Til gengæld gøres MYTIKA til sit helt eget danske T20-system .

  • Vi er klar over, at WotC - grundet den massive modstand de har mødt på baggrund af udmeldingen om OGL 1.1 - har udmeldt at de ikke udgiver OGL 1.1 alligevel. Men denne udmelding kommer uden sikkerhed for, om de vil forsøge igen senere eller udføre andre voldsomme ændringer. En sikkerhed der er afgørende for, at man som lille firma kan have en virksomhed. Så længe WotC ikke juridisk er forpligtet til ikke at ændre i OGL, er det et meget usikkert grundlag.

  • Vores støttere får alt de er blevet lovet (og tak for jeres trofaste og tålmodige støtte 🧡).

  • Bogen er godt på vej, omend en smule forsinket grundet ovenstående.
     

Forklaring følger...

Grundlæggende handler det om det juridiske dokument, kaldet ”Open Game Licence” (OGL), som vi har baseret en del af MYTIKA regelsættet på. Vi har aldrig haft grund til at betvivle, at det på nogen måde kunne ændre sig og true vores projekt, men det har vist sig, at det kan det i den grad.

Hvis man ikke aner, hvad vi fabler om her, så kommer en ultra kort opsummering + et link til en god gennemgang af hvad der er sket, og hvordan vi som et lille firma føler i den her suppedas.

WotC, verdens uden sammenligning største udgiver af rollespil og ejer af D&D, er blevet lækket omkring en ny OGL (fra OGL 1.0 til OGL 1.1), som de i første omgang har forsøgt at tvinge udgivere ind under.

Med den nye OGL 1.1 følger kontrakter og forpligtelser overfor WotC, der er så store, at enhver udgiver vil knække halsen herpå.

De inkluderer, men er ikke begrænset til:

  • Tvunget skifte fra den klassiske OGL 1.0 til at udgive under den nye OGL 1.1.
     

  • WotC kan bruge alt hvad vi skaber, herunder vores verden/setting, som de ønsker, uden at nævne os med et eneste ord eller kompensation. En rettighed man  netop har under den gamle licensaftale og som er altafgørende for, at vi som lille udgiver netop kan udgive, da vi ellers pludselig er piratudgiver til vores egen verden.
     

  • Hvis man som firma  har indtægter for over 4 millioner kr. årligt, skal man betale 25% af sine indtægter til WotC. Dette er ikke 25% af overskud, men før  udgifter, moms, skat osv. er fraregnet. Da vi ca. tjener 20% Per solgt bog, giver det sig selv at det kan vi ikke klare.
     

  • Men vi tjener da ikke 4 mio. om året, tænker du nok. Hvilket er helt rigtigt. Imidlertid har de også en lille klausul, der gør, at de med 30 dages varsel, kan ændre hvad de vil i OGL 1.1. Herunder f.eks. indtjeningen der skal til før de kræver betaling ved kasse 1.
     

Hvis du vil vide mere om alt dette her, så er nedenstående video fremragende, og den er lavet af en lille rollespilsudgiver ganske som os selv. Han gennemgår hele situationen på de første 15 min og herefter hvordan det påvirker både os som udgivere, men også alle der bare nyder at spille rollespil.

WotC er allerede taget i at trække i land og tale usandt omkring deres OGL 1.1 gentagne gange, bl.a. ved at sige, at de ikke havde planlagt denne her OGL, som den lyder. At WotC ikke havde til hensigt at den nye OGL 1.1 skulle lyde som den gør i lækket virker suspekt, da det er blevet bekræftet af Kickstarter, at de er blevet forelagt en kontrakt fra WotC, hvori den nye OGL 1.1 fremgår.

Vi er klar over, at WotC - grundet den massive modstand de har mødt på baggrund af udmeldingen om OGL 1.1 - har udmeldt at de ikke udgiver OGL 1.1 alligevel. Men denne udmelding kommer uden sikkerhed for, om de vil forsøge igen senere eller udføre andre voldsomme ændringer. En sikkerhed der er afgørende for, at man som lille firma kan have en virksomhed. Så længe WotC ikke juridisk er forpligtet til ikke at ændre i OGL, er det et meget usikkert grundlag.

Så hvor meget kan vi stole på dem? Og endnu vigtigere, hvor meget tør vi stole på dem?

Det er nemlig muligt, at vi i fremtiden kan blive tvunget til at stoppe enhver understøttelse af MYTIKA i løbet af kort tid, såfremt vi fortsætter som hidtil planlagt.

Dette stiller os i et dilemma

På den ene side har vi hensynet til vores fantastiske støttere, som vi virkelig føler os forpligtet overfor - og med rette. På den anden side er vores personlige økonomi på spil. Det koster ca. 60-80.000 kr. at få trykt bøger. En risiko vi simpelthen ikke kan tage, da vi risikerer ikke at må sælge dem, eller kun at kunne sælge dem med kæmpe underskud, grundet forholdene i en eventuel ny OGL fra WotC.

Vi har derfor været i tænkeboks, og er nået frem til følgende løsning

  • Vi arbejder videre på en omskrivning af MYTIKA-systemet, så det kan udgives i en form, der ikke kræver at vi udgiver det under OGL. Heldigvis er omkring 70% af system-regler og indhold vores eget, uden risiko for, at vi kan blive set som hørende under OGL. Men de sidste 30% er for tæt på til, at vi kan risikere at et milliardforetagende som WotC kommer forbi med deres advokater. Det vil lukke os ned med det samme.

  • Vi starter med at fokusere på bog “Spilpersoner”, og så snart den er færdig sender vi PDF-versionen ud til alle støttere, som har bestilt en PDF-version som del af deres pledge.

  • Vi har allerede fundet de regler som kræver en gennemgang, så vi ved, hvad der skal gøres.

  • Vi tør ikke melde noget ud om tid, hverken på kort eller lang sigt. Men vi arbejder hårdt og er allerede nået langt.
     

Opsummering:

  • Grundet udmeldingen fra WotC om en potentiel ny OGL 1.1, er det for risikofyldt at udgive under denne OGL.

  • Derfor er vi i gang med at ændre dele af vores system, så vi ikke behøver OGL. Til gengæld gøres MYTIKA til sit helt eget danske T20-system .

  • Vores støttere får alt de er blevet lovet (og tak for jeres trofaste og tålmodige støtte 🧡).

  • Bogen er godt på vej, omend en smule forsinket grundet ovenstående.
     

Det positive i alt det her er, at vi undervejs i vores retteprocess fandt en del ting, som vi egentlig gerne ville ændre. Ting vi havde skubbet til en mulig version 2. i fremtiden. Mange af disse ændringer berører tilfældigvis de steder i de nuværende MYTIKA-regler, som gør, at vi er nødsaget til at udgive under Pathfinder 1.0s OGL (og dermed WotC’s OGL). Så faktisk er der allerede tænkt på erstatninger til mange af reglerne, som også vil levere et endnu bedre system i sidste ende. Dette betyder også, at det er en langt hurtigere proces at ændre det, da vi allerede ved hvad der skal gøres.

De bedste hilsner

Casper og Thorbjørn

Skylarkgames

Næste
Næste

MYTIKA-systemet part 4: Troldkraft, Sejdmagere og magiske genstande.